Primære eller sekundære kilder: hvad skal din research bygge på først?

Når du skal i gang med en længere tekst, står du hurtigt over for et valg, som de fleste ikke opdager, at de tager. Du kan begynde med dokumenterne: rapporter, referater, regnskaber, tidligere artikler og offentlige registre. Eller du kan begynde med menneskerne: ringe rundt, banke på, lytte efter. Begge veje kan føre til en solid fortælling, men de giver dig forskellige ting og stiller forskellige krav til dig som skribent.

I de to første uger af et forløb ser jeg ofte deltagere vælge efter temperament snarere end efter stoffet. De, der kan lide at sidde alene, graver sig ned i papirer. De, der er udadvendte, tager telefonen. Det er forståeligt, men det er sjældent det bedste grundlag for en tekst, der skal holde i flere tusinde ord.

I denne sammenligning kalder jeg den første vej dokumentvejen og den anden samtalevejen. Jeg gennemgår, hvad hver af dem giver, hvor de svigter, og hvilken rækkefølge jeg anbefaler dig som begynder.

Fordelen ved at starte med dokumenter er, at de ligger stille. Du kan læse dem igen, sammenligne dem og vende tilbage, når du opdager en detalje, du overså første gang. Et referat siger det samme i morgen som i dag. Det giver dig et fast punkt at måle senere udsagn imod, og det gør dig bedre forberedt, når du endelig sidder over for en person.

Svagheden er, at dokumenter er skrevet af nogen med en hensigt. En årsberetning fortæller det, afsenderen ønsker at fortælle. Et referat udelader det, deltagerne var uenige om. Hvis du kun læser papirer, risikerer du at overtage afsenderens ramme uden at mærke det, og din tekst bliver en omskrivning af en andens version.

Dokumentvejen kræver også disciplin med noter. Skriv altid ned, hvor en oplysning kommer fra, og hvornår du fandt den. Uden den vane står du senere med en fin pointe, du ikke kan dokumentere.

• Giver faste data, datoer og navne at kontrollere imod
• Kan gentages og tjekkes af andre
• Afspejler afsenderens version, ikke nødvendigvis hele sandheden

Samtaler giver det, ingen mappe kan: hvordan noget føltes, hvad der blev sagt på gangen, hvilken rækkefølge tingene faktisk skete i. Det er her, du finder scenerne og de levende detaljer, som en feature lever af. En god samtale kan også pege dig på et dokument, du aldrig ville have fundet selv.

Men hukommelsen er ujævn. Folk husker i sammenhænge, de selv har bygget bagefter, og de retter let erindringen ind, så den passer til det, de mener i dag. Hvis du starter med samtaler uden at kende papirerne, har du svært ved at opdage, når en kilde tager fejl i god tro eller trækker en smule i den.

Samtalevejen koster desuden tid og tillid. Hver kilde skal kontaktes, forberedes og behandles med respekt, og du kan ikke trække en samtale tilbage, når først den er foregået. Derfor er det dyrt at bruge dem for tidligt, før du ved, hvad du vil spørge om.

• Giver scener, stemning og detaljer der ikke står skrevet noget sted
• Afhænger af hukommelse og af kildens egne interesser
• Kræver forberedelse, så ingen samtale spildes

Sæt de to veje op mod tre spørgsmål. Hvor hurtigt kan du rette en fejl? Med dokumenter kan du slå efter med det samme, mens en misforståelse fra en samtale kan blive stående i dit manuskript i ugevis. Hvor godt kan du afprøve det, du har fået? Et dokument kan sammenholdes med et andet, mens en enkelt mundtlig påstand kræver en ekstra kilde. Og hvor meget af stoffet kan du slet ikke få uden mennesker?

Til sidst bør du se på dit emne. Handler det om et forløb med mange datoer, beslutninger og beløb, vægter dokumenterne tungt. Handler det om en oplevelse, en overgang eller et miljø, er menneskene uundværlige. De fleste længere tekster er en blanding, og spørgsmålet er blot, hvilken del der skal lægge fundamentet.

Lav et lille skema med to kolonner, og skriv under hver vej, hvad du allerede ved, og hvad du mangler. Det tager en halv time og viser ofte, at du var på vej til at gøre det modsatte af det, dit stof kræver.

• Hastighed ved fejlretning
• Mulighed for at afprøve påstande
• Hvor meget af stoffet findes kun hos mennesker

Som begynder anbefaler jeg, at du starter med dokumenterne, men sætter en grænse på nogle få dage. Formålet er ikke at læse alt, men at lære stoffets sprog, finde de centrale navne og skabe et første kort overblik over, hvad der er hændt og hvornår. Med det i hånden er du en bedre samtalepartner, og du stiller færre overflødige spørgsmål.

Derefter bytter du retning. Brug samtalerne til at fylde det ud, dokumenterne ikke kan fortælle, og til at teste dit overblik. Vender en kilde noget på hovedet, går du tilbage til papirerne og kontrollerer, i stedet for blot at vælge den version, der klinger bedst i en tekst.

Undtagelsen er, når en kilde er svær at komme i kontakt med, eller når tiden løber. Så tag den samtale først, og læs dokumenterne bagefter med den i baghovedet. Pointen er rækkefølgen af tillid: ingen enkelt kilde skal stå alene.

Uanset rækkefølge gælder samme vane: før et kildelog fra første dag. Skriv for hver oplysning, hvem der har sagt eller skrevet den, hvornår du fik den, og om du har fået den bekræftet et andet sted. Det lyder tørt, men det er det, der gør dig i stand til at stå inde for en sætning, når en redaktør eller en læser spørger, hvor den kommer fra.

Marker også, hvad du ikke ved. Et hul, du har skrevet ned, er langt mindre farligt end et hul, du har glemt. I dit log kan du sætte et spørgsmålstegn ved alt, der kun hviler på én kilde, og vende tilbage til dem, før du begynder at skrive for alvor.

Til sidst: gem originalerne. Skærmbilleder, scannede sider og lydfiler skal kunne findes igen, også om flere måneder, hvis nogen stiller spørgsmål ved din tekst. En tekst, du kan forsvare, er en tekst, du kan være tryg ved at offentliggøre.

• Før et kildelog fra første dag
• Marker, hvad der kun har én kilde
• Gem originaler, så de kan findes igen