Fem fejl i interviewet, og hvordan du undgår dem

Den mest udbredte fejl sker, før optageren tændes. Mange nye skribenter tror, at nysgerrighed er nok, og lader samtalen bestemme, hvad de skal vide. Resultatet er spørgsmål, som kilden har besvaret mange gange før, og en samtale, der aldrig kommer under overfladen.

Forberedelse behøver ikke tage dage. Læs det, personen selv har sagt og skrevet, find ud af, hvad der er dokumenteret, og skriv ned, hvad du stadig ikke ved. Det sidste er vigtigst, for det er dér, interviewet skal gøre sit arbejde.

Når du kender grundstoffet, kan du bruge tiden på det, kun kilden kan fortælle: hvordan det føltes, hvorfor et valg blev truffet, hvad der skete mellem to datoer i din tidslinje. Kilden mærker straks forskellen og svarer mere åbent, når du har gjort dit hjemmearbejde.

Det er også en form for respekt. Du viser, at du tager personens tid alvorligt, og at du ikke bruger samtalen til at lære noget, du kunne have slået op selv.

• Skriv tre ting, du ikke ved, og som kun kilden kan svare på
• Læs tidligere udtalelser, før du formulerer dine spørgsmål

Lukkede spørgsmål giver korte svar, og korte svar giver tynde fortællinger. Spørger du, om kilden var nervøs, får du et nej eller et ja. Spørger du, hvordan de første minutter forløb, får du en scene, du kan bruge.

Øv dig i at bede om forløb frem for vurderinger. Hvad skete der først? Hvem var der? Hvad sagde han, og hvad svarede du? Sådanne spørgsmål henter detaljer, som en longform-tekst lever af, og de lader kilden fortælle uden at du lægger ordene i munden på dem.

En anden variant af fejlen er det ledende spørgsmål, hvor du allerede har besluttet svaret. Det giver citater, der lyder rigtige, men som i virkeligheden er dine egne meninger i en andens mund.

Øvelsen herhjemme er enkel: skriv ti spørgsmål til en person i dit liv, og stryg alle, der kan besvares med et enkelt ord. Se, hvad der er tilbage, og omformuler resten, indtil de åbner i stedet for at lukke.

• Start spørgsmål med hvordan, hvornår og hvad skete der
• Undgå at lægge fortolkningen ind i selve spørgsmålet

Mange skribenter fylder stilheden ud. Når kilden tøver, kommer der et nyt spørgsmål, en forklaring eller en egen historie. Men det er netop i pausen, at de fleste siger det, de egentlig ikke havde planlagt at sige.

Lær at holde pausen ud. Tæl langsomt til fem i stedet for at redde situationen. Nik, og lad kilden finde ordene. Ofte kommer det vigtigste citat efter et svar, som du troede var færdigt.

Noter også, hvor meget du selv taler, når du lytter optagelsen igennem bagefter. De fleste bliver overraskede. Hvis dine egne afbrydelser fylder mere end en femtedel af samtalen, er det et tegn på, at du har ledt, hvor du skulle have fulgt.

At lytte betyder ikke at være passiv. Du følger op på det, kilden netop sagde, og bruger kildens egne ord i dit næste spørgsmål. Så mærker personen, at du faktisk hører efter, og samtalen bliver dybere.

• Tæl til fem i stedet for at udfylde en pause
• Følg op med kildens egne ord, ikke med et nyt emne

Et citat er en gengivelse af, hvad nogen faktisk sagde. Alligevel glider mange ind i at pudse sætninger af, så de lyder bedre, eller at samle to udsagn fra forskellige tidspunkter til ét. Det ligner en lille ændring, men det er en ændring af kildens mening.

Rene regler hjælper. Kort dig ned til det, der blev sagt, fjern fyldord, hvis betydningen er uændret, og angiv det tydeligt, hvis du har udeladt noget. Er du i tvivl om, hvad kilden mente, så spørg igen frem for at gætte.

Skiftet mellem direkte og indirekte tale er et godt værktøj. Er et svar rodet, kan du gengive indholdet med egne ord og beholde det direkte citat til de få sætninger, hvor personens formulering bærer noget særligt.

Husk også at citere i sin sammenhæng. Et ærligt citat, der er klippet, så det siger det modsatte af hele svaret, er stadig vildledende. Læs altid hele passagen igennem, før du vælger sætningen.

• Marker udeladelser tydeligt i teksten
• Brug aldrig to udsagn fra forskellige tidspunkter som ét citat

Citatgodkendelse er et af de mest misforståede felter. Nogle skribenter sender hele teksten til kilden og får den omskrevet. Andre sender intet og risikerer at bruge noget, kilden aldrig regnede med blev offentligt. Begge dele skader tilliden.

Aftal rammerne, før interviewet begynder. Fortæl, hvad du bruger samtalen til, og hvordan du vil forelægge citater. Den redelige vej er at sende de konkrete citater og deres sammenhæng, så kilden kan rette faktuelle fejl, men ikke at redigere dit journalistiske ræsonnement.

Skriv aftalen ned, også hvis den kun er en kort mail. Det beskytter både dig og kilden, hvis der senere opstår uenighed om, hvad der var aftalt.

Bliver en kilde utryg og vil trække noget tilbage, så tag det alvorligt, og vurder det ud fra, hvad du lovede, og hvad læseren har brug for at vide. Det er en redaktionel afvejning, og den bliver nemmere, når du har holdt dig til klare aftaler.

• Aftal godkendelsen, før optageren tændes
• Send citater med sammenhæng, ikke hele manuskriptet

Fejl i interview forsvinder ikke af at læse om dem, men af at øve dem bevidst. Vælg en person, du kan tale med i en halv time, og lav en kort forberedelse med tre ukendte punkter og otte åbne spørgsmål. Optag samtalen, hvis personen siger ja.

Lyt bagefter og noter tre ting: hvor du afbrød, hvor et lukket spørgsmål gav et kort svar, og hvilket citat du ville vælge. Skriv derefter citatet ud ordret og sammenlign med din hukommelse af, hvad der blev sagt. Forskellen er lærerig.

Aftal til sidst en simpel godkendelse med personen: send de to eller tre citater, du ville bruge, og spørg, om der er faktuelle fejl. Prøv at forholde dig til svaret uden at forsvare dig.

I kursusforløbet om interview og citater arbejder du netop sådan, trin for trin, og får tilbagemelding på din forberedelse og dine optagelser. Fejlene bliver hurtigt til vaner, du kan genkende og rette.

• Optag, lyt og noter dine egne afbrydelser
• Skriv det valgte citat ud ordret, før du bruger det